Alenemor – når det godt kan blive overvældende at være alene om det hele.

Lægger du dig nogle gange til at sove om aftenen med den ondeste samvittighed - fordi du kom til at være “den sure skæld-ud mor”, som du overhovedet ikke har lyst til at være?

Måske er det svært at komme ud af, for som solomor / alenemor er du: 

• Alene om opdragelsen
• Alene om alt det praktiske 
• Også alene med alt det fantastiske med dit barn.

Hvis det er noget du genkender, så pust ud. Og tag skuldrene ned. For her er du så velkommen. 

Den her artikel er til dig, der er solomor.
Jeg vil nemlig rigtig gerne give dig viden, du kan bruge i din hverdag plus et skulderklap.  

For jeg ved, at du er sej.
Megasej.
Og jeg ved, at du er nødt til at klare den selv, når alle de andre har en partner at trække på. I helt umulige situationer. Hvor du bare har så meget brug for en, der kan tage over. 

Men der har ikke været nogen, og så har du klaret det alligevel. Og det har gjort, at du har fundet uanede kræfter frem. Og nu ved du, hvor meget du egentlig kan. 

Men måske er det tid til, at du også får et rum, hvor du kan puste ud? Hvor du kan få hjælp? Så velkommen. 

Det her blogindlæg er til dig.

Du er velkommen til at hoppe i afsnittene, så du kan gå direkte til den inspiration, du har mest brug for (jeg ved godt, at du er nødt til at bruge din tid effektivt).

"Mor, far og børn" er en 'rigtig' familie - eller? Hver femte familie med barn styres af en alenemor

Flere og flere kvinder har et barn uden at de bor sammen med en partner. Fordi ‘den rigtige’ bare ikke er dukket op. Eller det solide kæresteforhold med den mand, du troede, du skulle have et barn med simpelthen gik i stykker. Det kan også være, at du har valgt at få et donorbarn, fordi det var så vigtigt for dig at få et barn, og så kunne du bare ikke vente på, at du fandt en mand, som du havde lyst til skulle være far til dit barn. 

Faktisk er der rigtig mange familier, der består af en enlig mor med et eller flere børn. 

I januar 2021 var der 150.579 familier med en enlig mor. Det betyder at familier med en alenemor og børn faktisk udgør en femtedel - eller helt præcist 19% - af alle familier med børn.
Kilde: Danmarks Statistik om familier med børn

Med andre ord: Du er ikke alene. Ikke at det er mindre hårdt af den grund. Men det kan i hvert fald være med til, at du ikke behøver at føle, at din familie er unormal, fordi det ikke er en traditionel kernefamilie. 

Livet som solomor - føler du dig også lidt udsat?

“Hvis jeg havde vidst, hvor hårdt livet som alenemor faktisk ville være, er jeg ikke sikker på, at jeg havde gjort det. At stå med et skrigende baby kl. 2 om natten og skulle ned efter medicin på apoteket var noget af det værste, jeg har oplevet. Og der var jo kun mig. Det overvælder mig nogle gange stadig, når jeg tænker på den nat”. - Cecilie, mor til Lucas som nu er 3 år. 

Det er lidt udsat at være alenemor. Måske genkender du noget af det her? 

• “Jeg føler mig utilstrækkelig som mor, fordi der simpelthen ikke er timer nok i døgnet til at nå det hele - og slet ikke at være ordentligt nærværende med mit barn, fordi det praktiske fylder så meget”. 
• “Jeg har en følelse af, at andre ser lidt skævt til mig, fordi jeg er alenemor”. 
• “Jeg orker ikke flere kommentarer til familiekomsammen som: “Skal du ikke snart finde dig en mand?” Det trigger mig for vildt, og jeg har bare lyst til at brøle: “Ja men, det er bare åbenbart ikke så let at finde nogen, vel!”” 
• Når du henter i børnehaven og du ser, at Malte bliver afleveret af sin far, og det bare giver et stik i dig, fordi de har sådan en fin og varm relation. Noget som dit barn ikke har til sin far.
• Når du endelig har puttet dit barn om aftenen, er du totalt udsplattet. Ingen energi til at gøre noget for dig selv. At tage tid til dig selv er bare en fjern drøm.

Du kan godt blive i tvivl om, hvad der er op og hvad der er ned i forhold til opdragelse, fordi du altid står alene. Alle store og små beslutninger. Og opdragelsen. Og du længes efter nogen at sparre med. 

Og du bliver overvældet. Fordi du kan ikke komme væk. Der er ingen andre til at tage over. Og det er totalt overvældende. 

Nok også fordi alle andre ikke helt kan se, hvor hårdt det faktisk er. At det på ingen måde er det samme at være to om det. 

Som solomor er du på nonstop - det bedste ville være at nogen bare kunne tage over i bare 10 minutter

Hvis du bare kunne få en pause, når din dreng har skreget i, hvad der føles som en uendelighed, fordi han ikke vil have sko på. Og du ved, at du er ved at komme for sent. 

Tænk, hvis der lige var en partner, der kunne tage over i bare 10 minutter. Eller bare 5 minutter... 

Så du kunne gå ud på badeværelset og skrige. 

Eller bare gå udenfor og puste ud. 

Men det kan du bare ikke. 

For der er ikke nogen partner til at tage over. Og det er bare sådan, det er. (Og det er dét, der gør, at dit liv bare er anderledes, end dine venner med børn, der har en partner).  

Så hvordan ville det være, at have en i dit ringhjørne? En, der kunne heppe på dig, når det er svært. 

En som ved, om du faktisk gør dét, som dit barn har brug for? En som kunne give dig input til, hvordan du kunne gøre det anderledes, når det er gået i hårdknude med dit barn. Når du simpelthen ikke aner, hvornår du skal give efter, og hvornår det er ok at sætte grænsen. 

Måske er det tid til, at du får en støttende hånd i ryggen, så du ikke behøver at stå med det hele selv. Noget støtte og sparring, så du kan finde rundt i, hvad du skal gøre på de dage, hvor det hele går i fisk. 

Hvor du bare har brug for at kunne gøre noget andet, end det, du plejer. 

En som kan hjælpe dig med at se, hvor du gør det godt og hvor du lige skal justere lidt. For måske du god nok - også som alenemor. 

Det tror jeg.

Og det vil jeg gerne hjælpe dig med at se. 

Jeg vil hjælpe dig med at se alt det gode, du gør. Som faktisk er godt nok. Og jeg lover dig, at jeg vil sige til, hvis jeg kan se steder, hvor du har brug for hjælp. For jeg kan give dig et blik udefra, og med min faglige indsigt i, hvad børn har brug for, kan jeg også give dig input om, hvordan du bedre kan nå ind til dit barn. (Du kan for eksempel læse min artikel med tonsvis af brugbar viden om, hvad du gør, når dit barn er i den såkaldte trodsalder).

Jeg kan hjælpe dig med, hvad der er op og ned i forhold til børns udvikling og opdragelse. Så du kan lægge dig til at sove om aftenen med god samvittighed. Og bare vide at du er god nok. Og at du gør det godt. 

Alene om opdragelsen - og så kommer du måske til at sige for meget “ja” - og hvad du kan gøre i stedet

Som alenemor er du nok også ret alene om opdragelsen af dit barn, og måske bliver du nogle gange i tvivl om, hvad du skal gøre.

Når det igen er en kamp om at få dit barn til at sove, og dit barn først sover efter 3 timers kamp. Og du er helt oppe i det røde felt. Men der er ikke lige nogen, der kan tage over, så du kan få en pause. Hvor du kan sige: “Jeg skal lige ud og dampe af, fordi jeg er så vred. Så kan du ikke lige tage over?”

Måske kommer du til at flippe for meget ud på dit barn og sige ting, som du virkelig fortryder bagefter. 

Og så kommer den dårlige samvittighed. Og tvivlen. 

For hvornår er det okay at give dit barn lov til at se en ekstra Paw Patrol på Ipad’en og hvornår skal du sige stop?

Måske kommer du til at give lov til lidt for meget… Til at sige ja, når du egentlig mener nej. Til at strække dig for langt, selvom det faktisk er udover din grænse. 

Måske kommer du til at give efter, fordi ud inderst inde har dårlig samvittighed over, at dit barn ikke får lov til at opleve at være i en kernefamilie. 

Ud med den dårlige samvittighed - og sæt de grænser, du har brug for at sætte

Men jeg tror, at den dårlige samvittighed kommer til at spænde ben for, at du kan blive den mor, du gerne vil være. 

Dit barn kan nemlig mærke, når du er uklar. 

At du ikke siger nej, når du egentlig mener nej. Og så vil dit barn afprøve dine grænser. 

Når du har sagt ja til en is, og dit barn så spørger om et stykke chokoladee, så bliver du måske i tvivl, om du burde give efter. 

For der er jo så meget andet, som dit barn ikke har. En far der ikke er der så meget, eller måske er helt fraværende. Og hvordan kompenserer du for det? Måske skal dit barn nogle gange have lov til at have noget ekstra, fordi der er så meget, der er hårdt i dit barns liv?

Men det er faktisk ikke det rigtige at sige okay til et ekstra stykke chokolade (på den baggrund). 

Det er okay at sige nej, når du mener nej. 

Win-win: Når du sætter din grænse ordentligt, kommer du tættere på dit barn

Hvis du ikke får sagt nej, når du mener nej, går dit barn længere og længere. Og reagerer måske ikke rigtig på dit nej, når du så endelig siger det. Men bliver ved med at plage og presse din grænse. Det er ved at gøre dig helt vanvittig. Og ked af det. Måske får du endda svært ved at rumme dit barn? (Så kan du læse mit blogindlæg "Jeg kan ikke rumme mit barn" med 3 konkrete ting, du kan gøre).

Men det er faktisk okay at sætte din grænse. Fordi dit barn har bedst af, at du ikke lader dig styre af din dårlige samvittighed. For lige dér, hvor din dårlige samvittighed styrer dig. Lige dér mister I også lidt kontakten. Fordi du forsvinder ud i din dårlige samvittighed. Og så kan dit barn ikke mærke dig.

Måske er du for hurtig til at få dårlig samvittighed. For du er der.
Du er nok. 

Du har en god relation med dit barn.
Og det er mere end nogle børn med to forældre får. Mange børn vokser op med mangel på nærhed og kærlighed, fordi deres forældre er optaget af deres karriere, deres parforhold eller bare tager deres barn for givet.  Det er slet ikke alle børn, der oplever godt nærvær og masser af kærlighed. Altsammen noget som dit barn faktisk får.

Så klap dig selv på skulderen, og sæt din grænse, hvor du vil have den. Med god samvittighed.

[Hvis du vil blive inspireret af andre, så læs Pia Olsens bog “Alene om opdragelsen”. Det er 8 seje alenemødre, som fortæller om hver deres oplevelse af, hvordan det er at være alenemor og opdrage et eller flere børn selv]. 

Når dit barn insisterer på at få noget, er det også fordi det insisterer på at mærke, hvor du er henne. Det gode er, at når du sætter klare grænser, kan dit barn meget lettere mærke dig. Og så kan I lettere komme tæt på hinanden igen.

Alenemor og ensom

Ja - det er hårdt at have dit barn, og ind imellem alt det hårde er der små lommer af lykke. Som når du kigger på dit barn om aftenen, når det sover. 

Men det bliver også ensomt. 

Aftenerne i sofaen med Netflix. Og uden nogen ved siden af. Ikke nogen du lige kan læne dig op af. Eller få en snak om, hvorfor dit barn går helt bananas over at skulle have flyverdragten på. 

I længden er det bare ensomt, at der ikke er en anden. Og ja, det er jo ikke fordi der er så meget energi i dig, der om aftenen i sofaen, når alt er ryddet op. Du har ikke så meget at give af. Men det kunne bare være rart at have nogen at læne sig lidt op ad og dele sine tanker med. Men realiteten er, at der er bare ikke nogen. 

Det at være alenemor er bare mere ensomt, end du havde regnet med. 

Når dine venner giver dig gode råd, bliver det så drænende, at du kan blive nødt til at vælge det fra

Jo, jo, der er da andre der hjælper. Netværk - bedsteforældre, venner. Men det er bare ikke det samme. 

Fordi du er alene om alt i hverdagen. Hver morgen, når du står op med dit barn, er det dig, der står for det hele. Og om aftenen. Det hele handler om dit barn og dit barns behov. Der er ikke nogen, som du kan dele dine tanker med i hverdagen. 

Venner er faldet fra, fordi de bare har nok i sig selv og deres egen familie. Og måske også fordi det er for svært at mødes med dem, fordi det giver et stik af ensomhed, når I ses: De har den perfekte kernefamilie, som du ikke har.

Og venner er faldet fra, fordi de ikke selv har fået børn, og så har de bare ikke så meget tålmodighed med at høre på de ting, som du er optaget af med dit barn. De er i en helt anden verden.

Og så har de alle mulige kommentarer om alt det, som du burde sige og gøre med dit barn. 

Når noget er svært med dit barn, har de alskens gode råd. Og du er så sprød, at du bliver slået helt ud af kommentarer om det, som du burde gøre anderledes. Så kommer du til at føle dig dårlig, for hvad er op og hvad er ned i forhold til børneopdragelse?

Det betyder så igen, at det er blevet sværere at række ud til veninder. Fordi du bare ikke magter endnu et ‘godt’ råd om børneopdragelse. At være sammen med en veninde hjælper slet ikke på følelsen af at være alenemor og ensom, vel? Alle de gode råd gør bare, at du bare kommer til at føle dig dårlig. 

Og måske lidt mere ensom end før. 

Så er det lettere at vælge veninderne fra. [Suk og aaaargh]

Hvad så? 

Klar til noget, som faktisk kunne gøre en forskel? 

Stå fast i hvordan du håndterer dit barn - også når det hele brænder sammen.

Kunne det være dejligt at få input til, hvordan du gør med dit barn, på en måde, så du ikke bliver slået ud af kurs i processen? 

Hvis du var helt på det rene med, hvad dit barn har brug for, hvad du skal gøre i konflikter - også når det hele brænder sammen - hvordan ville det være?

Kunne det ikke bare være rart, hvis du havde en sikkerhed i, at selvom du er midt i en konflikt med dit barn, så hviler du i dig selv og ved, at du er på rette vej. For eksempel til en sammenkomster med familien. Eller andre steder, hvor konflikten bare løber løbsk og du ender med at råbe og sige ting, som du fortryder. Fordi vreden bare tog over. Og det føles som om du er ved at brænde sammen indeni. Også fordi alles øjne kigger på dig. Og du føler, at du bare har et skilt i panden, hvor der står "dårlig mor". 

Hvad hvis jeg så siger, at det er indenfor rækkevidde at du kan få hjælp?
Ville det ikke være en lettelse at vide, at du håndterer konflikten med dit barn på en måde, som får dig tættere på dit barn - til forskel fra at det føles som om konflikterne får jer længere væk fra hinanden?  Hvordan du giver plads til dit barn. Og samtidig får sat dine grænser, der hvor de skal være. 

For det er præcis dét, som jeg hjælper forældre med.
Og jeg vil også rigtig gerne hjælpe dig.

Jeg vil elske at hjælpe dig med alle de ting, der er svære. Så du ved, hvad du skal gøre, når du står i en konflikt med dit barn - hvor du lige nu ikke aner, hvad du skal gøre.  Som når dit barn midt i en familiesammenkomst får en skrigetur på en halv time, fordi du har sagt nej til mere is. Og du bare kan mærke alles øjne på dig. Og er bange for at brænde helt sammen.

Så du kan få fast grund at stå på som mor. Som passer til dig. Og hvor du ved præcis, hvad du skal gøre i konflikter. Så du både kan nå ind til dit barn og sætte dine grænser, hvor du vil have dem. 

Så sig til. For jeg vil smaddergerne stå på din side. 

Og uanset hvad, så hepper jeg så meget på dig