Børns plageri

- Sådan gør du, når dit barn plager hele tiden

 
“Jeg vil have en is”.

“... Må jeg ikke nok?” 

 
“Årh, kom nu, må jeg ikke nok?”

Børns plageri kan være helt vildt udfordrende.
Særligt når det kommer i en hektisk hverdag.
Og når det bare bliver ved.
Og ved. 

Det kan være, at dit barn plager om at få vingummier, se Paw Patrol, få en legobil, få en barbie, spille Minecraft eller noget helt syvende. 

Uanset hvad dit barn plager om, er det svært at stå model til i længden. Det er faktisk ret svært at bevare den gode tone, selv for den mest tålmodige forælder. Og jeg gætter på, at du også nogle gange mister tålmodigheden og bare har brug for noget nyt input...

Så hvad kan du gøre ved børns plageri? 

Og hvorfor bliver dit barn ved, når du nu har sagt nej?

Her en oversigt - så du kan gå præcis til det afsnit, du helst vil læse om.

“Hvorfor bliver mit barn ved med at plage, når jeg har sagt nej?”

Som familierådgiver møder jeg rigtig mange forældre som kæmper med deres børns plageri. 

Jeg sad med et par forældre til familierådgivning hos mig. Moren sad i sofaen med sin dampende kaffe og fortalte om deres datter på 5 år: 

“Jeg forstår det ikke helt. Når Alma først begynder at plage, er det som om det er en maskine, der bare bliver ved og ved med at gentage det samme. 

Og det er ikke fordi, vi giver efter. Meget sjældent i hvert fald. 

For som forældre ved vi godt, at hvis vi kommer til at sige for meget ja til for eksempel de søde sager, så bliver det sværere at sige nej næste gang.
For de fleste forældre er det en kamp at undgå is, slik og sodavand - og måske kan du komme i tvivl om, hvor meget dit barn egentlig må få af det søde?
Så har Danmarks Tekniske Universitet (DTU) lavet materiale, så børnefamilier lettere kan gennemskue, hvor meget slik og søde sager det faktisk er okay for børn at spise - læs mere på Er du for sød.

Og selvom vi faktisk sjældent giver efter, når vores barn plager, så bliver hun alligevel ved med at plage og plage. Om en is. Eller om at få lov til at se mere skærm. Og det bliver så udmattende. 

Hvordan søren kan det være, at hun bliver ved med at plage, når jeg har sagt nej?”

Og det er faktisk et rigtig godt spørgsmål, for det virker ikke logisk (og så er det meget drænende). Måske oplever du noget, der minder om, og så vil jeg sige, at du langtfra er den eneste. Som familierådgiver møder jeg mange forældre, der kæmper med det her. 

Så hvorfor er det, at dit barn bliver ved med at plage - hvad sker der egentlig i barnets hjerne?

Dit barns plageri giver mening, når det kobles til den lyststyrede hjerne

Et barns hjerne er umoden. Det betyder i praksis, at når barnet har lyst til noget, har det svært ved at undertrykke sin lyst og forstå fornuft. 

Det er en proces, hvor dit barn stille og roligt er i gang med at lære at styre sine impulser. Det tager noget tid, og det vil i lang tid være sådan, at dit barn overvejende er lyststyret. 

Derfor kan dit barn have svært at udsætte sit behov for at få en is. For det er bare så fyldt op af, hvor meget, det har lyst til en is. 

Det er som om at følelsen fylder det hele for dit barn - især hvis dit barn er i alderen 2-5 år. 

Og når følelsen fylder det hele, kan det være svært at tænke på noget andet. Derfor er det som forælder også svært at nå ind til sit barn lige her med fornuftige forklaringer. 

Den forklaring gav mening for moren. 

“Men hvordan søren gør jeg så, når hun plager, for hun må jo ikke få en is. Skal jeg så bare give efter alligevel?” 

Og svaret er: Nej, hvis du ikke vil have, at hun får en is, skal du selvfølgelig holde fast i dit nej. 

Efter du har sat din grænse ved at sige nej, vil du nok ofte opleve, at dit barn bliver ved med at plage. I stedet for at gentage dit nej, så flyt fokus til hendes følelse og hjælp hende med at mærke, hvordan det egentlig føles at have så meget lyst til at få en is. 

For det vigtige for dit barn er mærkeligt nok ikke, at hun får sin vilje (selvom hun måske selv synes det i øjeblikket). 

Det vigtige for hende er, at du hjælper hende med at mærke efter, hvordan det mærkes at have det sådan. 

Altså når dit barn plager, så kan du have fokus på at hjælpe dit barn med at mærke, hvordan det er at være så fyldt op af den følelse.

Sådan gør du, når dit barn plager - for eksempel om en is: 

• “Årh, du ville så gerne have en is?”
• “Hvad for en is ville du have?”
• “Var det dén med chokoladeovertræk - den smager også bare så godt”.

Jeg ved det godt. Det lyder som noget, der ikke ender godt. 

Og du tænker måske “Jeg vil sørme ikke forstørre den følelse i hende, for så plager hun da bare endnu mere”. 

Og det kan jeg virkelig godt forstå, at du tænker. Men det er faktisk ikke sådan, det hænger sammen. 

Når du i stedet for at sige nej igen, fokuserer på dit barns følelse, lærer du dit barn ligeså stille at holde ud at have svære følelser. Du hjælper med andre ord dit barn med at mærke, hvordan det er at være overvældet af en følelse. Og holde det ud.

Men som forælder kan det godt være svært at holde ud at få sit barn til at blive i en følelse, fordi man egentlig bare synes, at det er irriterende at høre på. Fordi det trigger noget i dig at høre på dit barns plageri. (Sådan er det i hvert fald for mig selv og for de forældre jeg taler med).

For eksempel kan det være svært at holde ud, når dit barns plagen bare bliver ved. Og ved. 

Det kan simpelthen føles så endeløst, at man bliver helt desperat.

Hvad du kan gøre, når du selv ryger op i det røde felt over dit barns plageri

Når dit barn plager, gætter jeg på, at du har gjort, hvad du kunne for at stoppe det. Og jeg gætter på, at dit barn ofte bliver ved med at plage. 

Dit barns kører som en plade der sidder fast i den samme rille. Dit barn plager om det samme igen … og igen. 

Og så gentager du dit nej (lidt højere). 

Men plageriet bliver ved. 

Nu begynder du at blive vred og siger måske: 

“Nu vil jeg have, du stopper. Lige nu.”

Og så kigger dit barn på dig med onde øjne.

Og det føles som om du er kommet endnu længere væk fra dit barn. 

Men hvad hvis jeg siger, at du faktisk kan bruge dit barns plageri til at komme tættere på dit barn?

Hvis du altså bliver klogere på dig selv og dine egne reaktioner. 

 Skal børn sættes på plads for at de ikke styrer det hele? 

Okay. Først lige noget om, hvad der var dengang vi var børn. For det hører også med til billedet. 

Rigtig meget faktisk.

Før i tiden - i den gamle børneopdragelse (da du og jeg voksede op) - troede man, at børn var lidt som vilde dyr: Hvis de ikke blev holdt nede ville de gå helt bananas. Man sagde for eksempel, at hvis et barn fik sin vilje, når det plagede, ville barnet ende med at ‘styre hele familien’ eller ‘blive en lille tyran’.

I dag har man fundet ud af, at et barn i udgangspunktet faktisk gerne vil passe ind og gøre som dets omsorgspersoner (=mor og far) siger. 

Det lille barns instinkt er, at det skal gøre alt, hvad det kan for at være tæt knyttet til dig og få din kærlighed - for hvis der ikke er nogen tilknytning, siger hjernens krybdyrsinstinkt til dit barn: 

“Du risikerer at blive forladt. Du er nødt til at sørge for, at de kan lide dig”. 

For det at blive forladt kan et lille barn ikke overleve. Et barn er helt afhængig af sin mor og far (eller en anden omsorgsperson). Det er altså det helt basale instinkt hos dit barn at forsøge at få din kærlighed.

Hvis dit barn er usikker på din kærlighed, vil det derfor ofte gå så langt, at det træder på sine egne behov for at gøre dig tilfreds. 

Dit barn vil med andre ord gøre meget for at leve op til dine forventninger. 

Men hvad så når mit barn plager? - hæng på, det kommer vi til. Lige om lidt.

Den gamle børneopdragelse skinner nemlig stadig meget igennem i vores hverdag med børn, og mange af os er - uden at ville det - kommet til at tage det os i vores egen måde at være sammen med vores børn på. 

Så når du tænker: 

“Jeg vil sætte mine grænser, men der skal også være plads til mit barn” 

- Så er det fordi du vil undgå, at dit barn føler sig tromlet. Så prøver du at gøre noget andet, end du selv blev udsat for, da du var barn… 

… For det var nok ikke sådan ikke helt sådan, du selv blev mødt. Eller? 

Måske var det sådan, at når de voksne sagde nej til noget i din barndom, så var der bare ikke noget at gøre. Så var det bare at makke ret. Man kunne ikke spørge igen. Og plageri var helt udelukket.

Set med de briller - så bliver det utroligt provokerende, når dit barn plager igen… og igen. 

Fordi det er så anderledes, end hvad du nogensinde kunne tillade dig. 

Så der er en god grund, hvis du har svært ved at rumme dit barn, når det bare bliver ved. For det var aldrig noget, som du selv fik lov til.

Så derfor er det en god idé at give dig selv noget plads. 

Hvis du har brug for lige at gå ind i værelset ved siden af og tælle til ti. 

Eller bare lige trække vejret dybt et par gange. 

Så gør det. For så kan du måske undgå at vreden overvælder dig.

For hvis din vrede får bygget sig for meget op, så er det virkelig svært at holde den tilbage og undgå at den kommer til at gå ud over dit barn.

Hvis du ret ofte har det sådan, at du indimellem har en får en følelse af, at "jeg har svært ved at rumme mit barn", så kan du hoppe over til mit blogindlæg lige her.  

Og måske har du inderst inde også en lille del af dig, der tænker, at dit barn er for langt ude, så det er fint at blive sat på plads.

Men det vil nok ikke gøre noget godt for dit barn at blive sat på plads. Fordi så er dit barn faktisk ikke blevet klogere på sig selv. Og det kan være, at dit barn har en overraskende god grund til at plage.  

 Den overraskende (gode) grund til, at dit barn bliver ved med at plage

Så når du tænker: “Hvis hun ikke kan forstå et nej, så må jeg sætte hende på plads”, så kan det være den gamle børneopdragelse, der titter lidt frem. 

For når du sætter hende på plads, er det ud fra en forestilling om, at dit barn ikke har forstået, at du siger nej. 

Og mit gæt ville være, at hun faktisk godt har forstået dit nej. 

Der er bare så noget i hende, der fylder så meget, at hun bliver ved med at plage. Og det er faktisk en god ting, at hun er i gang med at finde ud af, hvordan det er at være fyldt op af en følelse, der fylder så meget, at hun ikke kan tænke på andet. 

Hun er i gang med at lære at holde det ud. 

Så måske er det vigtigste ikke, at hun får sin vilje. Men mere, at hun bliver klogere på, hvordan det er at have det sådan som hun har det.

Og måske dækker dit barns plageri over en anden følelse. Måske kom plageriet, fordi dit barn var ked af noget. For sådan er det ofte. 

Forældrene, som jeg talte med, fortalte om sidste gang deres datter plagede om en is. Jeg bad dem om at tænke tilbage på, hvad der egentlig var sket før hun begyndte at plage om is. 

Til at starte med kunne de ikke huske det, men så kom de i tanker om det.

Hun havde lige været i en konflikt med sin lillebror på 3 år. Han havde prøvet at tage hendes allerbedste barbiedukke og ville ikke give den tilbage. Det var endt med, at hun havde skubbet ham, hvorefter han var faldet, begyndte at græde og så kom mor og trøstede ham. Og så blev Alma skældt ud over, at hun havde skubbet sin lillebror. 

Hun syntes det var uretfærdigt og blev ked af det. Og 2 minutter efter kom plageriet om at få is.

Og hendes plageri blev bare ved og ved. 

Da forældrene blev opmærksomme på, hvor Almas plageri faktisk var opstået blev de overraskede. For de havde slet ikke tænkt det i en sammenhæng. 

Det blev klart for dem, at Alma begyndte at plage, fordi hun blev ked af, at hun blev skældt over at hun tog dukken fra sin lillebror. Og at hun nok så det som ret uretfærdigt, fordi hun jo bare prøvede at få sin yndlingsbarbie tilbage.

Og sådan er det ofte. 

Når dit barn plager, er det godt at se det i en sammenhæng. Og hjælpe dit barn med at se ind bagved for at gøre dit barn - og dig - klogere på, hvad dit barn egentlig går og tumler med indeni. 

(Og det misser du desværre, hvis du kun har fokus på at holde fast i dit nej).

Så på den måde kan der ligge en overraskende god grund til, at dit barn plager.

Så når dit barn plager, er det smart at være nysgerrig på: 

• Hvad gik forud for plageriet?
• Hvad er der sket for mit barn i dag?
• Hvilke følelser er mit barn fyldt af?

Men hvad så - skal der ikke også være en grænse, tænker du måske. Og jo. Selvfølgelig skal du sige nej til dit barns plageri. 

Og hvordan du gør det, uden at du tromler dit barn? 

Sådan sætter du din grænse for dit barns plageri og når ind til dit barn

Sæt din grænse personligt. Altså find ud af, hvor din grænse egentlig er. Det kan dit barn bedst forholde sig til. 

Du sætter din grænse ved at formulere, hvad du vil gå med til.

Og sig “jeg”. 

For eksempel: 

“Jeg vil ikke have, at du får en is”.

Hav derefter fuldt fokus på hvad der ligger bag dit barns plageri. 

Ja, jeg ved det godt, det lyder helt fjollet. Jeg sagde netop det her til en familie der var til en familierådgivning hos mig og manden sagde: 

“Jamen, det er da ikke så kompliceret, han vil jo bare have en is. Som han siger. Og jeg siger nej og så bliver han sur, fordi han vil have sin vilje”. 

Og det er jo også fair nok, altså at drengen ikke kan få en is lige nu. Men hvis du som forælder bare bliver ved med at sige nej, kommer det let til at blive en kamp. Som måske udvikler sig til en magtkamp. 

Og det er bare opslidende.

Derfor kan du gøre det her: 

Sæt din grænse. 

Hav dernæst fokus på, hvad der sker indeni dit barn. 

- Altså at dit barn gerne vil have en is… Hvor lækkert det vil være at få en is... Og hvilken is det skal være. 

Så du faktisk går ind i den følelse, som dit barn har og hjælper dit barn med at blive klogere på, hvordan det er at have så meget lyst til en is, at følelsen bare fylder det hele. 

For dit barn har brug for din hjælp til at blive klogere på, hvordan det faktisk er at have det sådan. Og det vil også hjælpe dit barns til at holde ud at have følelsen - uden at dit barn føler sig forkert over, at det har lyst til en is. 

Bonusinfo: Når du har fokus på dit barns følelser, så hjælper du også dit barns hjerne til at udvikle sig på en god måde. Fordi hjernen får en erfaring med, at “det er okay at have denne her følelse. Selvom den er overvældende, så er det ikke noget,  jeg behøver at gå i alarmberedskab over”. 

 Kom godt igennem supermarkedet ved at afstemme forventninger med dit barn

Lad os sige, at du er på vej hjem sammen med dit barn, du skal i Netto, og du ved bare, at dit barn kommer til at plage. 

Du gruer for endnu en nedsmeltning igen i dag henne ved hylden med vingummibamser, som den i sidste uge, hvor dit barn lavede flitsbue på gulvet og skreg højt, fordi du sagde nej til slik, og dit barn bare skreg højt og længe mens de andre i supermarkedet kiggede. 

Hvordan undgår man at sådan noget sker - og hvad gør du helt lavpraktisk? Det kommer nu.

Sådan kan du gøre, når du ved, at dit barn kommer til at plage

Før I går ind i supermarkedet, så fortæl hvad der er okay for dig at dit barn får. For eksempel: 

“I dag må du godt få en mælkesnitte og ikke andet”. 

Eller: “I dag vil jeg ikke have, at du får noget”. 

Hvis dit barn på forhånd ved, hvad det må få, kan det forhindre det helt store plageri. 

Fordi så ved dit barn godt, at det må få en mælkesnitte og ikke mere. 

Men… Som du sikkert selv har fundet ud af … så er dit barn ikke særlig god til at holde en aftale. Og det er der en god grund til. Nemlig at dit barn er lyststyret. Så lige i det øjeblik, hvor I laver en aftale, er dit barn nok helt med.

Men ligeså snart det træder ind i supermarkedet og ser det lækre slik, bliver det overvældet af sin lyst og har svært ved at styre den.  

Så du kan ikke regne med, at dit barn kan holde sin aftale med dig og styre sin lyst til slik. Du kan i stedet se det som første skridt til at hjælpe dit barn med at holde ud at have så meget lyst til slik. 

Og hvis du gør det her, gætter jeg på, at det vil blive en lille smule lettere med tiden. Fordi det, du gør, er at lære dit barn at følelsesregulere.  

Og hvis dit barn ikke føler sig forkert i processen, hvor det bliver overvældet af lyst til de søde sager, så vil det forbedre dets evne til at lære at følelsesregulere.

Så når dit barn på trods af jeres aftale siger: “Jeg vil have slik”

Så sæt din grænse med et jeg foran - for eksempel: “Jeg vil ikke have, at du får noget slik”.

Og så hav fokus på, hvad dit barn gerne ville have og følelsen bag: 

“Årh, du ville så gerne have noget slik. 

Hvad var det, du havde sådan lyst til? 

Var det vingummibamserne?

De er også bare så lækre. Kan du bedst lide de røde?

Årh, du havde sådan lyst. Er det rigtigt?

Og så er det svært, når jeg siger nej. Er det sådan?” 

Man kan godt tænke, at det her vil bare gøre det endnu værre. Men prøv det, og se, om det faktisk kan gøre en forskel. 

For måske vil dit barn bare gerne blive set. Og få lov til at have de følelser det har. 

Så måske er det vigtigste ikke at få slikket. Men bare at sige højt, hvor meget det har lyst til at få det slik”

Hvis du nu prøver det her. Og dit barn bare skriger højt og længe… Så er det nok tid til noget andet. Til at sætte din grænse. Hvis du er dér, så kan du roligt læse videre. 

Når der ikke er noget der virker, og dit barn bare bliver ved og ved med at plage, skal du gøre det her

Når du har lyttet. Anerkendt. Og lyttet lidt mere. 

Så er det helt bestemt tid til at gøre noget andet: 

Nemlig, at du sætter din grænse. 

Man kan i øjeblikket godt komme til at sætte grænser lidt hårdt og bombastisk, fordi man er så frustreret - for eksempel: 

“Nu stopper du med det plageri. Når du plager sådan, er du ikke stor nok til at komme med mig i supermarkedet. Så kommer du ikke med en anden gang”. 

Når du kommer til at skælde ud, så vil hører dit barn, at “jeg er forkert og jeg er ikke på den rigtige måde”. 

Så det er ofte sådan, at det er en effektiv måde at sætte en stopper for dit barns plageri, men desværre gør det ikke dit barn klogere på hverken sig selv eller hvad der sker indeni.

Med små ændringer kan det faktisk gøres på en anden måde, så det føles helt anderledes indeni dit barn. 

 Sådan sætter du grænser på en god måde, når dit barn plager

Det er vigtigt, at du sætter grænsen omkring dig selv, og hvad du vil have. Så kan dit barn nemlig bedre høre det. 

For eksempel sådan her: 

“Jeg kan godt høre, at du rigtig godt vil have slik. Og jeg vil ikke have det. Så nu vil jeg ikke have, at du spørger mig igen”.

Så kan dit barn mærke, hvor du er.
At her går din grænse.

Og måske skal du så lige en runde og lytte lidt mere til dit barn om, hvor meget det egentlig har lyst til slik.

Og så kan du måske igen bagefter sige roligt: “Jeg kan godt høre, at du rigtig gerne vil have slik og jeg vil ikke have, at du får det. Og nu vil jeg have, at du stopper med at spørge om det”.

Men det kan også være, at du faktisk har prøvet alt det her, og det bare ikke virker…? Læs videre, for så er det næste præcis til dig. 

Alt det du har sagt virker altså ikke på mit barn - og hvad gør jeg så?

Måske sidder du lige nu med en følelse af 

“Det dér, det virker bare ikke på mit barn” 

Eller 

“Jeg har prøvet det hele, og det løste det ikke”

Så kan det være, at det er noget andet, der er galt. For det kan godt være, at der skal mere til. 

Så må du love mig, at du siger til. For jeg vil rigtig gerne hjælpe jer. 

For jeg ved, at det værste er at stå med en udfordring med sit barn eller opleve at den samme slags konflikt kommer igen og igen. 

Så er det måske tid til at få noget input udefra. Som familierådgiver kan jeg give dig faglig indsigt i, hvad der sker i børn og hvad de faktisk har brug for. Så de bliver mødt på en måde som bygger deres selvværd op i stedet for at pille det ned. Og så der også bliver plads til dig som forælder. For det skal ikke være sådan, at det at have børn, suger al energien ud af dig.

Det er meningen, at du skal have det godt sammen med dit barn - og jeg vil sådan ønske for dig, at du bare kan nyde dit barn og føle at konflikterne faktisk får jer tættere på hinanden i stedet for længere væk fra hinanden. Og hvis det ikke er sådan det er allerede, vil jeg smaddergerne lære dig det. 

Og måske er det helt okay at få noget hjælp, hvis man har prøvet alt for at løse det, man stadig føler, at man ikke kommer videre?

 Jeg vil i hvert fald rigtig gerne hjælpe dig og din familie.