Søskendekonflikter – Familierådgiverens guide

- og koblingen til søskendejalousi

”Det er miiiin” skriger Oscar på 3 år.

”Nej, jeg havde den altså først!” råber Valdemar på 5 år.

Oscar snupper den og de små ben går som trommestikker, mens han suser ud af stuen med bilen. Valdemar drøner efter Oscar, mens han skriger.

Nu går den vilde jagt gennem huset. Stole bliver væltet, slåskamp om bilen. Den bil, som de selvfølgelig begge to vil have. 

Du orker det næsten ikke, og du ved, det kommer: Endnu et hyl. Og så én der bliver ked af det. Og skal trøstes. Og du skal ind og dømme. For hvem skal have bilen? Eller skal bilen lægges helt væk? Det er så drænende. 

Stopper det aldrig? 

Har du besluttet dig for, at nu må det være nok med de opslidende søskendekonflikter?

Så træk vejret dybt. Helt ned i maven.

Læn dig tilbage og lad skuldrene falde ned. Helt ned.

For nu er du havnet det rigtige sted.

Jeg skal nok hjælpe dig igennem, så det er slut med de udmattende søskendekonflikter. 

Når du har læst det her indlæg, er du klogere på:

Søskendekonflikterne er tit trigget af en søskendejalousi. Derfor ser jeg først på, hvordan jalousi mellem søskende opstår. 

Bagefter kommer jeg rundt om, hvorfor søskendekonflikter er en naturlig del af dine børns liv sammen, og endelig får du mine bedste tips til, hvordan du hjælper dine børn, når de har en konflikt. For heldigvis er der en vej ud, hvor du ikke behøver at blande dig, og hvor dine børn får stor glæde af hinanden.

Bare hæng på, så får du alle guldkornene.

Her er et overblik over indholdet. Du er velkommen til at springe i det.

Først noget om, hvad der trigger konflikterne mellem søskende. Det starter nemlig tit med søskendejalousi - du ved dér, hvor dine børn begge er sikre på, at den anden får mere end dem selv...

Søskendejalousi - når begge børn synes, de får for lidt

Jeg sad en eftermiddag i min familierådgiver praksis og talte med en familie, hvor deres børn - Lara på 5 år og Signe på 3 år - tydeligvis var ramt af søskendejalousi.

Hvert af de to børn syntes hele tiden, at den anden fik mere. Når de skulle dele et stykke chokolade, en agurk, en sodavand - you name it - så brokkede de sig altid over, at den anden fik mest. Nogle gange brokkede begge børn sig samtidig over, at den anden “fik mere end mig”.  Moren fortalte, at hun i starten lyttede og favnede. Hun gjorde alt for at rumme dem begge to og deres følelser. 

Det var endda endt med, at hun nogle gange tog målebåndet frem, så de kunne dele kakaomælken på millimeteren.

Hun prøvede virkelig at bevare tålmodigheden, men indeni prikkede irritationen over, at de skændtes over de mindste ting.

Når hun prøvede at sige: “Det er jo lige meget, om én af jer får lidt mere”, blev hun mødt af råbende protester. Og hun begyndte selv at koge indeni. Af frustration og irritation.  

Hun følte afmagt af at være fanget af deres søskendejalousi, som hun ikke kunne løse. Til sidst mistede hun tålmodigheden og råbte: “Nu må I simpelthen tage det stykke, I får - uden at brokke jer”. Hun fortrød, at hun havde råbt, men syntes også, at nu måtte de tage sig sammen og lade være med at gå i flæsket på hinanden over så lidt. Det ændrede bare ikke noget. Børnene blev ved med at være meget jaloux på hinanden - søskendejalousien blev faktisk mere og mere udtalt.

Da familien kom til mig, undersøgte vi sammen, hvad der kunne ligge til grund for søskendejalousien.

Det viste sig, at børnene for det meste havde haft en konkurrence kørende.

Hvad der er helt almindeligt for søskende.

Når der er søskendejalousi, er det godt, at hjælpe børnene med at sætte ord på, hvad der sker i dem. For hvis det bliver din irritation over  søskendejalousien, der kommer til at fylde mest, så bliver dine børn hverken klogere på sig selv eller hinanden.  

Så i stedet kan du have fokus på, hvad det er for nogle følelser, der kommer op i hvert af dine børn. Moren i familien fik hjulpet sine børn med at sætte ord på, hvad der skete indeni dem. Og det hjalp faktisk ret godt, men hun var også meget interesseret i at finde ud af, hvor søskendejalousien startede, for hun havde lige fået en lille ny baby. Og hun havde ikke lyst til, at det skulle gentage sig med den lille. 

Og sådan er det tit. Det er nemlig en stor omvæltning i et barns liv, at der kommer en baby, og derfor er der som regel en reaktion på at blive storesøster eller storebror.

Reaktion på at blive storesøster - sæt ord på de forbudte følelser

Mor er i gang med at skifte lillesøster, og Lara på 3 år står og kigger på. Uviljen lyser ud af hende: “Hvorfor græder hun altid?” ....og så: “Kan vi ikke sende hende tilbage?”

 Mor bliver helt chokeret og ked over, at Lara er så sur på lillesøster. Og hun bliver også lidt irriteret, for de har virkelig været opmærksomme på at give Lara ekstra opmærksomhed og lov til at være meget sammen med lillesøster - også selvom Lara nogle gange har været lidt for hård ved hende. 

Men det bliver ikke bedre på trods af deres mange anstrengelser. Og selvom Lara accepterer sin lillesøster med tiden, og de også begynder at lege sammen, ligger der altid et mere eller mindre usynligt fjendskab imellem dem. 

Jeg taler med familien om, hvad de kan gøre, når lillebror kommer. De kan tydeligt huske, hvordan det var, og derfor tager vi udgangspunkt i, hvad de kunne have gjort dengang. Moren kan nemlig huske, at hun havde svært ved at blive ved med at acceptere, at Lara ikke kunne lide sin lillesøster. Og det er meget forståeligt. Vi taler om situationen dengang, og jeg kommer med forslag til, hvordan hun kunne have gjort: 

Mor er vred på 3-årige Lara, fordi hun kan mærke, at Lara i bund og grund ønsker, at hendes 1-årige lillesøster bare ikke var der mere. Det er næsten ikke til at bære, at Lara har det sådan - så mor tager en dyb indånding og hanker op i sig selv. 

I stedet for at sige noget for at tale det ned som fx “Det mener du jo ikke. Du er da så glad for din lillesøster”, så hjælper moren Lara med at sætte ord på det, der er svært:

”Nogle gange ville du ønske, at lillesøster bare forsvandt. ...Er det rigtigt?”

Og Lara bliver helt lettet. For hun er blevet hjulpet med at sætte ord på de forbudte følelser. Hun ville jo helst være sød og godt kunne lide sin lillesøster.

Når de negative følelser godt må være der, kommer de positive følelser helt af sig selv

Men når Lara nu kan mærke, at hun bare ikke kan lide sin søster - hvad skal hun så gøre?

Det er svært for Lara, at hun har de følelser, hun har. For hun ved godt, at hendes mor helst vil have, at hun kan lide sin lillesøster. Derfor er det en stor lettelse for hende, når hendes mor hjælper hende med at sætte ord på, for så er det nok ikke så forbudt mere. Måske er det okay, at hun har det, som hun har det? 

På den måde kan Laras mor hjælpe hende med at holde ud, at hun har negative følelser for sin lillesøster. Og det gør alverden til forskel.

Som den amerikanske psykolog Dorothy Baruch formulerer det: 

“Først når de negative følelser kommer ud, kan de positive komme ind” (her citeret fra Faber og Mazlish: Søskende uden jalousi).

Det er egentlig lidt sært: Når Lara får lov til at have negative følelser for sin lillesøster, så baner det vejen for, at Lara også kan mærke, når hun faktisk kan lide sin lillesøster. Hvis de negative følelser bliver nægtet at få plads, vil de negative følelser - indtil de kommer ud - mærkeligt nok skygge for, at hun kan mærke det positive. Og hvis de slet ikke kommer ud, vil Lara få virkelig svært ved at mærke, at hun kan lide sin lillesøster.

De følelser, der kommer op, skal have lov til at tage plads. 

Lara har - som alle børn - et naturligt instinkt om, at hun vil græde, når hun er ked af det, være vred, når hun er vred - altså være i de følelser, der kommer op. Men samtidig er Lara knyttet til sin mor. Og hun vil virkelig gerne leve op til sin mors forventninger. Hun vil gå så langt som til at træde på sine egne behov for at samarbejde bedst muligt med sin mor. For at være sikker på at få sin mors kærlighed. 

Da vi havde snakket om det her, gik der et stort suk gennem moren. Det var som om, der blev løftet en stor sten fra hendes hjerte. Hun skulle selvfølgelig hjem og prøve det af (og det viste sig, at det virkede med den nye lillebror). 

Så det her vil nok også virke på dit barn: Du hjælper dit barn virkelig meget (og nok mere end du tror), når hendes negative følelser også kan få lov til at have plads. Fuldt og helt. Og længe. Så hun ved, at hun også har lov til at have negative følelser. Og at hun stadig er helt fin. 

“Er der stadig plads til mig efter lillesøster er kommet?”

Det er en helt naturlig reaktion, at søskendejalousien starter, når lillesøster eller lillebror kommer. For dér bliver dit store barn i tvivl. Lara på 5 år og hendes søster Signe på 3 år fik deres lillebror og oplevede, at alle snakkede om den lille ny baby, og at næsten al morens tid gik med at amme eller gøre noget, hvor hun var sammen med babyen.

Så der har slet ikke været den samme opmærksomhed på Lara og Signe.

Lara er lidt større, så hun forstår det godt. Stadig er det lidt svært, men for Signe er det sværere, og hun er blevet i tvivl: 

“Er der egentlig plads til mig?”

“Kan min mor og far stadig lide mig lige så meget?”

Jeg sad med Lara og Signes forældre over en kop varm kaffe i min familierådgivning, og moren blev overrasket over, at det ikke nødvendigvis hjælper at forsikre Signe om, at “Selvfølgelig er der plads til dig, skat”. 

Det er ikke nok, for Signe kan jo mærke, at det ikke er det samme nu som før lillebror kom. Hun kan tydeligt mærke, at mor og fars opmærksomhed er et andet sted. At de ikke har den samme opmærksomhed på hende. Også selvom de har gjort sig umage.

Derfor rådede jeg forældrene til at give Signe noget tid, hvor der kun var fokus på hende. Hver dag. Og det gav pote.

Det var tid, hvor hun fik sin mor helt for sig selv.

Moren stillede uret på et kvarter og legede det, som Signe havde lyst til. Uden at have anden dagsorden end at Signe bestemte. Og at de skulle lege sammen. Bare de to.

Det battede.

Big time.

For nu kunne Signe pludselig mærke helt tydeligt, at hun stadig var vigtig. Så kunne hendes system slappe af, når hun ikke hele tiden behøvede at tjekke af, om hendes mor stadig havde plads til hende.

Forældrene kunne se, hvad de skulle gøre for at undgå, at reaktionen på at blive storesøster, skulle blive alt for voldsom med den nye lillebror. 

Når de bliver større, er det stadig vigtigt, at de får lov til at vælge hinanden fra. Altså at storesøster ikke altid behøver at lege med lillesøster. For nogle gange har man bare lyst til, at lillesøster ikke skal være med i legen. Og det er helt okay. Hvis det er okay, at storesøster siger nej til at lege med lillesøster, så kan hun også lettere mærke, når hun faktisk gerne vil have lillesøster med i legen. 

Når børn er lidt større, bliver det tit en pestilens for familien, at de evig og altid skal skændes om alting. Det er som om, alt ender i søskendeskænderier. Måske har du børn, der skændes konstant - og river dig i håret over, hvad du skal stille op?

DNA'et i søskendekonflikter - det er naturligt, at søskende skændes konstant

“Nej, jeg ved virkelig ikke, hvilket stykke chokolade, der er størst... Lad nu være med at skændes om det, så vi kan komme videre!”

Kender du det, at dine børn for 117. gang diskuterer, hvem der har fået det største stykke? - Og de er begge overbevist om, at det er den anden, der har fået det største.

“Han fik også lov til at vælge først i går. Det er snyd!”

Det er så udmattende, at det altid er en konkurrence. Det føles som om dine børn er i konstant krig, og søskendeskænderierne vil ingen ende tage.

Har du fornemmelsen af, at du giver og giver, og at det ligesom aldrig gør en forskel, ligegyldigt hvad du prøver? At søskendekonflikterne bare bliver ved og ved og ved….?

Det vilde er, at det er helt i orden, at søskende skændes konstant.

Normalen er at søskende har en konflikt hvert 5. minut.

Søskenderelationen er en af de mest jævnbyrdige relationer dine børn kommer til at opleve. Hvor de kan prøve alt muligt af. At lege sammen, drille, prøve bandeord af, slås om legetøj og alt muligt andet.

Ligegyldigt hvor meget uvenner søskende bliver, ved de, at den anden altid er der igen i morgen, når de sidder og spiser morgenmad sammen. De bliver ved med at have hinanden. Altid.

Og det gør en forskel. For det giver dine børn en tryg base, hvor de tør prøve ting af med hinanden. 

En god tommelfingerregel er derfor, at søskende har en konflikt hvert 5. minut. Og hvis de ikke har set hinanden hele dagen, kan det godt blive endnu mere, fordi de har nogle ting, de skal ud med. Prøve af på hinanden.

Så bare pust ud og læn dig tilbage, når de skændes: Konflikter mellem søskende er naturlige og helt okay.  

Men hvad så, hvis søskendekonflikterne tager overhånd? Og hvornår skal du blande dig? Og hvordan?

Sådan hjælper du i en søskendekonflikt

Måske har du prøvet på, at hjælpe dine børn så godt du kan ved at finde ud af, hvem der havde legetøjsbilen først? Eller hvem der fik det største stykke chokolade i går?

Og har du så oplevet, at det ikke stopper konflikten?

Når du blander dig, virker det tværtimod som om søskendekonflikten lige fik et hak opad og blev endnu værre?

 Jeg sad i en familierådgivning og talte med en mor til 2 børn - Gustav og Katrine. Hun fortalte om en af deres søskendekonflikter, hvor Katrine var kommet og havde sagt: “Gustav siger, jeg er dum”.

Moren havde prøvet det før. Hun havde prøvet at sige: “Du skal bare ignorere, at han siger, du er dum”.

Men det kunne Katrine ikke. For hun blev ked af det, og det kunne Gustav mærke. Så han blev ved med at sige, at hun var dum. For det virkede jo.

Så gik moren ind til Gustav og sagde til ham: “Jeg vil ikke høre sådan et sprog her. Her kalder vi ikke hinanden dumme”.

Det hjalp heller ikke. For hun opdagede, at nu var Gustav bare efter Katrine på en mindre åbenlys måde. Men det blev mere indædt: Han nev hende og var ondskabsfuld, når han troede moren ikke så det.

Morens instinkt var at sige til Gustav, at han skulle være ordentlig ved Katrine. Og det råd jeg gav moren udfordrede hende meget, fordi det gik stik imod, hvad hun plejede at gøre. Og hun tvivlede på, at det ville hjælpe.

Bland dig så lidt som muligt i søskendekonflikterne

I stedet for at prøve at løse søskendekonflikten for dine børn ved at gå ind og agere en slags dommer, der bestemmer, hvem der har ret, og hvem der tager fejl, var mit råd til moren, at hun skulle blande sig så lidt som muligt i sine børns konflikter.

De har brug for at få lov til at prøve ting af med hinanden. At finde ud af, hvor de har hinanden. Hvis vi voksne går ind og blander os, kommer der en ubalance. Jeg udfordrede moren big time. For jeg sagde, at hun skulle have tillid til, at hendes børn selv kunne finde ud af at løse deres problemer. Og det kunne hun næsten ikke holde ud til at starte med. For det var svært for hende at stå og se på, at de slog hinanden. Men hun fandt ud af, at det faktisk gik meget bedre, når hun ikke blandede sig.

For med tiden vil ubalancer mellem søskende næsten altid jævne sig ud. Men hvis Gustav mærker, at hans mor holder mest med Katrine, så vil Gustav føle sig forkert og uretfærdigt behandlet og vil gå endnu mere efter Katrine, for at forsøge at udjævne den ulighed han mærker.

Derfor er det bedste, at søskende selv klarer deres konflikter. 

Og så kan du stå klar med et plaster, hvis nogen får brug for det.

Hvis du synes, det ikke virker eller helt passer på det, du oplever med dine børn, kan det være, du skal undersøge, om der er en ubalance et andet sted. Det kan også være, at du ikke får sagt stop i tide - det kan være, at du ikke får sat din egen grænse.

Læs mere: Sådan sætter du grænser for dit barn. 

Søskendekonflikten løses bedst ved at have fokus på dine børns følelser - så føler de sig set

Nogle gange kan dine børn godt få brug for, at du hjælper dem. Hvis mindst en af børnene siger, at de har brug for hjælp. Eller når det bliver så voldsomt, at det ikke er okay, så kan du gå ind og hjælpe (bland dig ikke, hvis et plaster kan klare det).

Du hjælper bedst ved at hjælpe dine børn med at have fokus på, hvordan de har det - i stedet for at fokusere på, hvem der har ret.

Du kan finde ud af, hvad jeg mener, når jeg fortæller om, hvordan en familie brugte den nye måde at gå til søskendekonflikter på.

I min familierådgivning talte jeg med en familie, hvor forældrene næsten havde det som om de boede sammen med vilde dyr. Fordi deres to drenge havde så vilde - og fysisk voldsomme - søskendekonflikter. Når børnene havde en konflikt, følte de, at de var nødt til at gå ind og hjælpe dem. Det startede som regel meget godt. Deres to drenge kunne godt lide hinanden, men som regel gik det galt. Det endte altid i en eller anden slåskamp, hvor forældrene var nødt til at skille dem ad. 

Det blev værre og værre. Lydniveauet var kanonhøjt, og forældrene havde mest af alt lyst til at tage høreværn på. 

Forældrene var slidt op af hele tiden at skulle finde løsninger på søskendekonflikterne 

Det var som om børnene hele tiden skulle have forældrenes hjælp til alt muligt: Finde ud af, hvem der havde bolden først. Hvem der skulle have lov til at vælge kage først. Hvem der havde mest ret til at lege med bolden, som begge børn ville have. Og så videre. 

Resultatet var kort sagt: Forældrene var totalt udmattede.

Med en helt anderledes tilgang til konflikterne, som jeg foreslog, var forældrene til at starte med dybt skeptiske. Men de var villige til at gøre forsøget, for de havde jo besluttet sig for, at de ville prøve noget andet. Derfor skulle de også lige finde ud af, hvordan de kunne gå anderledes til det. Så det hjalp med praktiske eksempler, som vi kunne sætte direkte på situationerne. Så de kunne se det for sig. 

Det tog lidt øvelse at gøre det anderledes. For det er svært at ændre på noget, som man har gjort i årevis. Og som man i øvrigt er vokset op med, at ens egne forældre også gjorde. Men efter lidt øvelse og mine konkrete eksempler på, hvordan de blandede sig så lidt som muligt, fik de prøvet det nye af. De mærkede, hvordan de kunne løse søskendekonflikterne på en helt ny måde. 

Forældrene hjalp kun i en søskendekonflikt, når deres børn bad om hjælp 

De havde ikke fokus på, hvorfor konflikten var startet eller hvis skyld det var. Eller på at den store skulle have vidst bedre. 

I stedet hørte de på børnene efter tur. Med fokus på, hvad der skete indeni dem - hvordan de havde det. Hvert barn oplevede at blive hørt og taget alvorligt - uden at blive gjort forkert. Og de hørte også, hvad der skete indeni den anden. Dét gjorde en forskel. Søskendekonflikterne ændrede karakter. 

På ingen tid kom der meget færre konflikter. Og i stedet kunne forældrene bare fokusere på at have det hyggeligt sammen med deres børn. Og bevares, der var stadig søskendekonflikter. Men de blev meget mindre. Det var en lettelse for alle i familien, at børnene som regel klarede konflikterne selv - uden indblanding fra voksne.

Det bliver en lettelse, når du ikke mere skal være dommeren i søskendekonflikter

Med den anden familie, hvor Gustav havde kaldt Katrine “dum”, havde moren prøvet den nye tilgang af, og hun fortalte lettet, at søskendekonflikterne mellem Gustav og Katrine var blevet færre og mildere. Det havde hjulpet utrolig meget, at hun ikke hele tiden skulle ind og være dommer. For moren var det rart, at hun kunne lade dem klare det selv: “Før var det så anstrengende, og selvom jeg prøvede at være så fair som muligt, var der altid én, der følte sig forkert behandlet”.

Det var virkelig uvant for hende med et andet fokus, men hun syntes faktisk, at det virkede. I stedet for at dømme i søskendekonflikten, hjalp hun nu de to børn med at sætte ord på, hvad der skete indeni dem hver især:

“Katrine, det ser ud som om, du blev ked af, at han kaldte dig dum. Er det rigtigt?”

“Ja. Så er han bare selv dum, når han kalder mig dum”. 

“Og så bliver du ked af det, når han siger det - er det sådan du har det?”

“Ja”. 

Bare det at få lov til at blive hørt og kunne sætte ord på de ting, der skete indeni hende, gjorde en kæmpe forskel. For hun følte sig set og hørt. Og det var det vigtigste.

Bagefter kom turen til Gustav, og han fortalte, at han kaldte Katrine dum, fordi hun ikke ville lade ham låne sit løbehjul. Og det var strengt, for hun fik altid lov til at låne hans ting.

“Blev du ked af det, Gustav?”

“Ja”.

Da Katrine og Gustav begge var blevet hjulpet med at sætte ord på, hvordan de havde det, fik de en bedre forståelse for hinanden. Og så var der faktisk ikke nogen konflikt mere. Så drønede de videre. Og fandt ud af det selv. Sådan er det ofte. Vi behøver ikke at dømme i konflikten - for så betyder det, at der bliver en vinder og en taber; en der er rigtig, og en der er forkert. 

At dine børn hver især ser hinandens perspektiv, vil ofte opløse en søskendekonflikt.

Kunne du godt bruge alle pointerne samlet? - Så du kan gå til konflikterne på en anden måde, når den næste søskendekonflikt opstår? 

Forstå hvorfor søskendekonflikter opstår og hjælp dine børn gennem konflikterne

Søskendejalousi er helt almindelige. Du kan hjælpe dine børn bedst ved at være nysgerrig på, hvad der sker indeni dem ved at hjælpe dem med at sætte ord på deres følelser. Så de bliver klogere på sig selv og den anden.

Ofte starter søskendejalousien allerede, når der kommer en ny baby. Det er en kæmpe omvæltning i dit store barns liv, og det er almindeligt, at der kommer en reaktion på at blive storesøster eller storebror. Dit store barn vil typisk få følelse af: “Er der stadig plads til mig? Er der stadig kærlighed nok til mig?” Det bliver selvfølgelig ikke formuleret så klart, og derfor kommer tvivlen til udtryk på forskellige måder - som at dit store barn viser overdreven kærlighed eller tager meget afstand fra babyen. Her hjælper du bedst ved at sætte ord på de svære følelser, dit barn kan få - som for eksempel, at det er svært at babyen er kommet. 

Det hjælper dit barn virkelig meget, hvis du tillader dit barns negative følelser om babyen. hjælper dit barn med at sige, at det er tilladt at have negative følelser om babyen. Fordi ellers vil dit barn prøve at undertrykke sine negative følelser. Det negative vil presse sig på, indtil det får lov til at komme ud. Så længe de negative følelser fylder, vil det positive ikke kunne fylde.

Når du oplever heftig søskendejalousi kan dine børn have brug for din fulde opmærksomhed. En særligt god metode er, at du som voksen giver dit barn særlig opmærksomhed. Sæt uret på minimum 10 minutter og lad dit barn styre legen. Det gør underværker, når du gør det flere gange hver uge. 

Det er okay, at dine børn siger nej til at lege med hinanden. 

Søskendeskænderier er fine, fordi dine børn bruger det til at prøve hinanden af. Det er normalt at søskende har en konflikt hvert 5. minut. Du hjælper dem bedst igennem ved at lade dem klare konflikterne mest muligt selv. Hvis de beder om hjælp, så lad være med at have fokus på, hvem der har mest skyld i konflikten - hav i stedet fokus på deres følelser.