Som familierådgiver oplever jeg mange forældre, der er frustrerede, fordi deres barn slår - ofte sker det i 3 års alderen.
More...
Et barn, der slår sin mor eller far. Eller det kan være at dit barn slår sine søskende eller slår sine venner i børnehaven?
Når et barn slår kan det skyldes mange forskellige ting. Måske undrer du dig først og fremmest over, at dit barn er blevet voldelig...?
Find ud af, hvordan det hænger sammen og hvad du kan gøre, når dit barn slår.
Når et barn slår - ofte når det er 3 år - er det som regel forældres første reaktion som forældre at sige:
“Jeg vil ikke have, at du slår”.
Vi synes med rette, at det er vigtigt at give vores barn vores holdning til, at det ikke er okay at slå andre.
For hvordan skulle de ellers vide det?
Ja - det er vigtigt, at dit barn godt ved, at det ikke skal slå andre børn - eller voksne. Men tit ved dit barn udmærket godt, at du ikke vil have, at man slår. Så det er måske ikke det, der er galt - men hvad er det så?
Hvorfor slår mit barn?
“Hvordan kan det være, at mit barn slår, når han nu godt ved, at jeg ikke vil have det?”
I stedet for at have fokus på, at dit barn slår, så prøv at have fokus på, hvad der mon kan ligge bag handlingen.
Vær nysgerrig på, om der måske er noget i dit barns liv, der er svært lige nu, og som dit barn har svært ved at sætte ord på?
Måske ødelagde lillesøster på 1 år hele tiden din 3-årige drengs leg ved at tage hans bil og putte den i munden. Han blev sur og sagde nej, men lillesøster blev ved med at tage yndlingsbilen fra ham. og så endte han med at slå, fordi han ikke vidste, hvordan han ellers skulle få fat i bilen.
Så måske var det at slå kun noget han gjorde, fordi han ikke vidste, hvad han ellers skulle gøre?
Dit barn møder hele tiden noget, der er svært:
- Mor har skældt mig ud, og jeg føler mig forkert.
- Jeg kan ikke få lov til at være med i fred for min lillesøster.
- Nogen andre i børnehaven har taget den bedste løbecykel, jeg bare så gerne ville have haft.
Når du har at gøre med en 3 årig, har han ikke så let ved at sætte ord på de ting, der er svære for ham.
Derfor er det at slå en måde at komme ud med vreden.
Også selvom han godt ved, at "man ikke må slå".
Når han alligevel slår, er det fordi, der er noget inde i ham som ikke kan lade være.
Måske kan han mærke vreden presse på, og han må få den ud. For ham er det altså en sidste udvej at slå.
Det er en måde at få sine følelser ud på.
Hvis han ender i sådan nogle situationer tit, kan det desværre blive til en vane for dit barn at slå.
Har du prøvet alt, og slår dit barn stadig? Har du svært ved at finde ud af, hvordan du når ind til dit barn? Måske kunne du godt bruge et blik fra en, der står udenfor, og som samtidig vil være på din side (og faktisk hele din families side).
Så lad os tage en snak. Jeg tilbyder en gratis, afklarende samtale. Du booker en tid i min kalender, der passer dig, og så ringer jeg dig op. Her kan du booke en afklarende samtale
Sådan gør du, når dit barn slår
Det er fint og vigtigt, at du sætter din grænse med, at du ikke vil have, at dit barn slår.
Når det så er sagt, så kunne det måske være smart at have fokus på, at han ikke føler sig forkert, når du sætter din grænse.
Lad os sige, at dit barn har slået dig. Så ville jeg sætte mig ned og kigge ham i øjnene og sige:
"Jeg vil ikke have at du slår mig. Det gør ondt på mig".
Hvis han slår igen, så ville jeg ikke at have alt for meget fokus på, at jeg ikke vil have, at han slår, for i virkeligheden er det bare et symptom på, at der er noget, der er så svært for ham.
Måske er der noget indeni ham, der er ved at flyde over. Så når han slår ville jeg være nysgerrig på, hvad der er svært for ham i øjeblikket. Prøv at hjælpe ham med at sætte ord på det, der er svært.
Sådan hjælper du dit barn med at sætte ord på det, der er svært
Hvis du kan se, hvad der er sket, kan du hjælpe ved at gætte på, hvad du tror der sker indeni dit barn. For eksempel:
Så når søster har taget hans bil, så kan du prøve at sætte ord på, hvad du tror der sker indeni ham:
"Hun tog din bil, og så ville hun ikke give den tilbage. Det blev du rigtig ked af..." (pause, hvor han kan nå at overveje det) "Er det sådan det var?"
Dit barn vil nok ikke kunne formulere, hvad der sker indeni ham. Men det vil hjælpe, når du er der med forståelse og hjælper med at sætte ord på det, der er svært. Han har brug for din hjælp til at sætte ord på sine følelser.
Så kan han forholde sig til, hvad der egentlig skete i ham. Han begynder at lære at sætte ord på sine følelser.
Og det vigtigste: At han føler sig mødt. Forstået.
Lad os lige stoppe op her og lave eksperimentet om, hvad der var sket, hvis du havde reageret på den dér almindelige måde.
Hvor det samme sker: Din dreng slår, du tager ham væk fra lillesøster og nu siger du - med en bestemt tone: "Jeg vil ikke have, at du slår".
Han hører på dit tonefald og din stemme, at det er dårligt, hvad han har gjort. Og det får ham til at føle, at han er dårlig. Det er nemlig dét, som det gør ved børn at blive skældt ud. De føler sig dårlige.
Han er ikke blevet klogere på, hvad han skal gøre i stedet for at slå. Han har hørt, at du siger, han ikke må slå men ikke, hvad han skal gøre i stedet. Han er ikke blevet klogere på sig selv eller på, hvad han skal gøre i situationen.
Hvis han i stedet føler sig forstået vil han være meget mere åben for at gøre noget andet og bedre i situationen.
Det vigtigste for ham er, at han får lov til at mærke de følelser han har - for når man er sur eller ked af det, så er det bare dét, der fylder, og så har man brug for at komme ud med det på en eller anden måde. Det bedste er, når han kan få lov til at fortælle det til dig, som han er tryg ved. Når han får lov til at lette sit hjerte, så letter følelsen også, og så kan han bedre gøre noget andet i situationen. Så får han måske overskuddet til at sige "Min bil" til lillesøster meget bestemt næste gang, hun tager bilen fra ham.
Små børn har en umoden hjerne, som har brug for hjælp med at holde ud at mærke de svære følelser. Din vigtigste opgave er derfor at hjælpe dit barn med at holde sine følelser ud og lære, at det er okay også når dit barn har de svære følelser.
Har du brug for mere? Er der noget, der er gået i hårdknude med dit barn?
De fleste familier løber på et eller andet tidspunkt ind i et eller andet, der er svært med deres barn. Selvom det er et normalt problem, så er det faktisk okay at søge hjælp til det. Tænk, hvis det er dét, der skal til for at din familie får mere ro og overskud? Vi kunne jo tage en snak. Jeg tilbyder en gratis, afklarende samtale. Du booker en tid i min kalender, der passer dig, og så ringer jeg dig op på det aftalte tidspunkt. Her kan du booke en afklarende samtale med mig
Barn slår mor
En mor kontaktede mig, fordi hun var frustreret over, at hendes 3-årige barn slog hende.
Moren havde derfor sagt meget tydeligt til sin 3 årige:
"Jeg vil ikke have, at du slår mig".
Men pigen blev ved med at slå, og moren blev mere og mere vred og frustreret.
Situationen var blevet lidt fastlåst.
Jeg prøvede sammen med moren at finde ud af, hvad der kunne være galt.
Jeg gav moren nogle redskaber, hun kunne bruge til at spørge ind til, hvad der var galt og efter nogle dage, var moren lettet og meget klogere:
Hun havde nemlig fundet ud af, at hendes pige følte, at hun blev skældt meget ud af en af de voksne i børnehaven. Hun havde svært ved at sidde stille, når de spiste eller skulle have samling. Det havde startet en ond cirkel, og det blev tydeligt for moren, at de voksne lagde mest mærke til, når hendes datter gjorde noget forkert. Og så følte datteren sig forkert og begyndte at slå for at komme ud med den følelse af at være dårlig og forkert.
Så at blive mødt på af forståelse hos sin mor, gjorde det en verden til forskel for pigen. For et barn har svært ved at komme hjem til sin mor og formulere tydeligt, hvad der er galt. Det ville være så meget lettere, hvis pigen bare havde sagt:
"Jeg bliver ked af det henne i børnehaven, fordi jeg ikke kan sidde stille, som de voksne siger. De skælder mig ud, og så føler jeg mig forkert og det gør mig rigtig ked af det og vred. Når jeg så kommer hjem, kommer jeg ud med de vrede følelser ved at slå på dig. Det er rart at kunne få nogle af de svære følelser ud. Men samtidig er jeg ked af, at jeg slår dig".
Hvis din 3-årige kunne formulere sig sådan, ville det nok være en million gange lettere at holde hjertet varmt for hende - også når hun er frustreret og slår dig...
Kunne du også have brug for at finde ud af, hvad der sker indeni dit barn? Måske kunne det være noget for din familie med familierådgivning? Så kan du læse om, hvad en familierådgiver er.
"Vi kæmpede især med, at vores børn slog, når de blev vrede eller kede af det, og vi var nået til et punkt, hvor vi følte os magtesløse og ikke vidste, hvad vi skulle stille op"
Vi tog kontakt til Sophia, fordi vi stod i en situation, hvor konflikter fyldte en meget stor del af vores hverdag. Både konflikter mellem vores to børn og konflikter, som vi havde med dem. Vi kæmpede især med, at vores børn slog, når de blev vrede eller kede af det, og vi var nået til et punkt, hvor vi følte os magtesløse og ikke vidste, hvad vi skulle stille op. Vi manglede nogle konkrete værktøjer til at komme videre.
Sophia gav os et reelt indblik i, hvad der ligger bag ved børnenes handlinger og reaktioner. Vi fik en forståelse af, hvorfor de reagerer, som de gør. Ikke mindst gav hun samtidig konkrete råd til, hvad vi kunne sige og gøre i de specifikke situationer, hvilket var præcis, hvad vi havde brug for.
Vi havde brug for en, der ikke talte i overordnede termer og konklusioner, men en som gav os meget konkrete råd og løsninger. Helt ned til det specifikke ordvalg, som vi kan bruge i de enkelte situationer. Og det var netop dét, som Sophia tilbød.
Hele forløbet har været meget trygt og godt. Vi begyndte med at få et besøg af Sophia hjemme hos os selv, og derefter havde vi samtaler hos hende. Det fungerede rigtig godt hele vejen.
Sophia får helt klart vores anbefaling. Vi har haft en rigtig god oplevelse med vores forløb, og det har gjort en stor forskel i vores lille familie.
Vær på dit barns side og vær nysgerrig efter at finde ud af, hvorfor dit barn slår
I stedet for at have fokus på den uønskede adfærd, så prøvede moren at undersøge:
Hvad er det mon der gør, at hun har brug for at slå?
Sagt på en anden måde: Moren havde nysgerrigheden forrest.
Og det var nøglen til hendes lille pige. Pludselig havde hun en mor, der var på hendes side, og som hjalp hende i stedet for at hun fik hende til at føle sig forkert. Det gjorde en kæmpe forskel. Og hurtigt holdt den 3 årige pige op med at slå.
Og når hun engang imellem slog blev hun mødt med forståelse og nysgerrighed i stedet for at blive mødt hårdt mod hårdt.
Og mor og datter kom meget tættere på hinanden.
At dit barn slår er oftest et symptom på, at der er noget i dit barns liv, som er så svært, at dit barn ikke ser anden udvej end at slå.
Vores børn vil allerhelst samarbejde med deres forældre og deres omverden, så når de slår, er det tegn på, at der er en ubalance i deres liv, som de ikke kan finde ud af at håndtere.
Når dit barn slår, er det derfor dit tegn til, at du skal stoppe op og kigge nysgerrigt på dit barn for at blive klogere på, hvad der sker med dit barn, som slår dit barn ud af kurs. Det er ikke sikkert, at dit barn endnu kan formulere, hvad der er galt i dets liv, så dér har dit barn brug for din hjælp.
Nogle gange kræver det noget detektivarbejde for at finde ud af, hvad der føles så svært i dit barns liv, så det føler sig presset til at slå.
Er der også noget, som du er kørt sur i sammen med dit barn?
Oplever du at have en hyggelig stund med dit barn og så pludselig - ud af ingenting - slår dit barn?
Kan dit barn gå fra 0 til 100 på et splitsekund og ved du ikke hvorfor?
Kunne du tænke dig at finde ud af, hvad du kan gøre? Som vil give en varig forandring og få dig tæt på dit barn. En forandring som ikke bare holder indtil i kommer til slikhylderne i supermarkedet?
Har du fået nok af at gå med ondt i maven, om du gør det godt nok som mor? Hvad ville du sige til at få en afklarende samtale om, hvad din familie har brug for? - og om en familierådgivning kunne være noget for jer? Så lad os tage en snak, så du kan finde ud af, om familierådgivning er noget for din familie. Samtalen er gratis (og uforpligtende). Du kan booke en afklarende samtale lige her