Hvad er familierådgivning egentlig?
Hvad kan du få hjælp til af en familierådgiver?
Og hvad kan du egentlig forvente at få ud af en familierådgivning?
Hvis du vil have svar på de her spørgsmål, er du kommet til det helt rigtige sted. For det er nemlig dét, blogindlægget her skal handle om. Så du kan finde ud af, om der er en anden løsning, der er mere rigtig for jer, eller om familierådgivning er lige dét, I har brug for?
Som familierådgiver oplever jeg tit forældre, der er forvirrede over, hvad familierådgivning egentlig er, og hvad de kan få ud af det. Og jo. Der eksisterer mange forskellige måder at forklare, hvad det er. Her får du min beskrivelse af familierådgivning og et indblik i, hvordan det foregår, når jeg hjælper familier.
I blogindlægget kan du læse om …
- hvad familievejledning og familierådgivning er
- hvilke udfordringer du kan få hjælp til
- hvorfor alle slags familier kan få glæde af familierådgivning
- hvorfor jeg synes forældre, der søger hjælpen burde blive hyldet
- hvordan familierådgivning foregår i praksis
- hvad vi taler om kun os voksne, og hvad børnene med fordel kan inddrages i
- hvorfor det er vigtigt, at familierådgiveren holder med hele familien
- hvad forskellen på familierådgivning og familieterapi er
- hvad du skal gøre, hvis du tænker, at det her kunne være lige det, din familie har brug for.
Hvad er familievejledning og familierådgivning?
Familierådgivning kan være det rigtige for dig, der oplever, at noget er svært med dit barn i hverdagen. I en familierådgivning kan du få konkrete svar på problemstillinger med dit barn.
Måske I kæmper med for meget skæld ud, endeløse søskendekonflikter eller problemer med trodsalderen. I en familierådgivning får du helt konkrete, praksisnære råd om, hvad du kan gøre anderledes.
En familierådgiver kigger på familien som helhed. Når dit barn har det svært, hænger det ofte sammen med, hvordan hele jeres familie fungerer. Barnet er ikke en isoleret størrelse, og derfor giver det mening, at vi stiller skarpt på dynamikkerne i hele jeres familie. Jesper Juul, der er familierådgiver, har skrevet et hav af bøger for eksempel “Din kompetente familie”, som stiller skarpt på netop det.
Privat familierådgivning - du kan få hjælp til alt fra putning til teenagekonflikter
Tit får jeg spørgsmålet: “Hvad hjælper du egentlig familier med i en familierådgivning?”
Og svaret er, at det er meget forskelligt. Ligeså forskelligt som familierne.
Men det kan jo være meget rart at vide, om der er andre, der bokser med de andre ting, som du selv gør.
Her er nogle af de udfordringer, som jeg har hjulpet familier med gennem tiden:
- “Vi har en meget viljestærk datter på 2 år, og når vi skal putte om aftenen, tager det i øjeblikket 2-3 timer. Hun nægter bare at sove, og det slider utroligt meget på mig - for hun vil kun puttes af mig. Hvis det er hendes far, skriger hun i en halv time.”
- “Vi er en sammenbragt familie, og mit barn fra tidligere har det svært med sin bonusfar - de er hele tiden på kollisionskurs. Plus der er konstante søskendekonflikter. Vi har brug for at komme hinanden nærmere uden skrig og skrål, for vi har virkelig brug for at genfinde glæden i vores familie.”
- “Der er ALT for mange konflikter og skænderier med vores datter på 8 år. Og så kommer min mand og jeg også til at skændes om, hvordan vi skal gribe det an. Vi er løbet tør for idéer og har brug for en alternativ tilgang.“
- “Jeg er alene med min dreng på 4 år, og hans far er ikke rigtig deltagende. Jeg synes, det er en stor mundfuld at stå med ansvaret alene. Jeg er i tvivl, om jeg gør det godt nok. Der opstår tit konflikter i kravsituationer. Særligt når vi skal ud af døren, og når han skal have tøj på eller børste tænder. Jeg er i tvivl om, jeg gør det godt nok, for jeg har ingen at sparre med.”
- “Vi har en datter på 3 år, som sætter sig til at skrige, når tingene ikke går, som hun gerne vil. Hun vil bestemme alt. Vi er efterhånden helt udmattede af en hverdag fyldt med konflikter fra morgen til aften.”
- “Vi har en pige på 15 år, som er begyndt at gå meget ud. Det er svært at få hende til at lytte til noget som helst, og jeg er bekymret for, hvor det ender henne.”
Selvom udfordringerne er forskellige, har de alligevel afmagten og viljen til at gøre noget andet til fælles. Og her kan en familierådgivning hjælpe.
Hvis der er noget i dit familieliv, du gerne vil have hjælp til, kan du booke en afklarende samtale med mig. Så vi stille og roligt sammen kan få en snak om, hvad din familie har brug for. Samtalen er helt uforpligtende og gratis.
Du kan booke din samtale lige her.
Hvad kan en familierådgiver?
Alle familier kan få brug for hjælp. Familierådgivning er også for helt almindelige familier med helt almindelige problemer. Mange tror, at familierådgivning kun er relevant for problemfamilier og familier uden de store ressourcer. Fakta er bare, at det er alle slags familier, der kommer til mig som familierådgiver. Helt almindelige familier. Velfungerende, hvor forældrene har gode jobs. Men som alligevel oplever udfordringer i hverdagen.
Sagen er den, at det ofte er forældrenes bagage, deres opvækst og de indgroede familiemønstre, der styrer vores måde at håndtere konflikter med vores børn på. Det vil sige, at vi gentager vores forældres fejltagelser. Og det uanset, hvor mange ressourcer, hvor gode jobs vi har, og hvor lange uddannelser vi har.
Hvis jeg ikke tager meget fejl, og du er ligesom de fleste forældre, jeg snakker med i min familierådgivning, så har du prøvet alt muligt for at finde en løsning på det, der er svært med dit barn. Du har snakket frem og tilbage med din partner om det, du har googlet, spurgt dine bedste veninder, mødregruppen og din mor.
For du VIL nå ind til dit barn. Men udfordringen er der stadig. Dit barn har det stadig svært. Du er et sted, hvor du er kørt lidt fast. Og det kan jeg godt forstå. For det er virkelig svært at ændre noget, du har med fra din barndom. Også selvom du aktivt tager stilling og virkelig gerne vil ændre det. Især i hverdagen, hvor det går stærkt. Her kan det være svært at holde fast i de idealer, du har om dit forældreskab. Igen: Uafhængigt af uddannelse, job og ressourcer.
Går du rundt og overvejer, om I har brug for hjælp fra en familierådgiver i din familie? Så vil jeg gerne invitere dig til en uforpligtende snak med mig, hvor jeg vil hjælpe dig med at vurdere det (og jeg lover dig at være ærlig). Samtalen er helt uforpligtende.
Hvorfor ikke få hjælp fra en familierådgiver, hvis noget er svært i familien? Hvad har du at miste?
Det er en misforståelse, at du skal klare alt med dit barn selv. Som familierådgiver støder jeg ind imellem ind i en holdning om, at det er pinligt, hvis du har brug for hjælp fra en familierådgiver. Det bliver jeg ked af at høre. Jeg hører ofte udtryk som: “Det er da noget, man bare kan selv, det med at være forældre”. Det er tit, at folk synes, at det med børn er noget, vi skal klare selv. Og at man i hvert fald ikke som udgangspunkt skal have hjælp udefra.
Min erfaring er, at alle familier på et eller andet tidspunkt får brug for hjælp. For det at have børn er svært. De trykker på ens ømmeste punkter. Der er ingen som dit barn, der kan få dig til at blive så gal, at du bare bobler af vrede indeni (også selvom du er god til at holde det tilbage). Der er det smart at bruge en udefra. En, som ikke er en del af familien. Det kan være en familierådgiver eller en familieterapeut.
Har du brug for hjælp, vil jeg rigtig gerne hjælpe dig. Men vi skal sikre os, at jeg er den rette til netop jeres familie. Derfor tilbyder jeg en uforpligtende, afklarende samtale.
Hvordan foregår rådgivning med børn?
Det kan være en lettelse, at der bliver talt om tingene med en familierådgiver til at styre snakken. Det er forskelligt, hvordan en familierådgivning foregår. Du kan læse mere om min familierådgivning her. De fleste familierådgivere har et lokale, du tager hen til. Enkelte kommer hjem i din familie. Det er også forskelligt, om en familierådgiver vil mødes med kun forældrene, eller om dine børn også skal med. Det er selvfølgelig op til dig, om du gerne vil have dine børn med. Det er dig, der kender dine børn bedst. Vi finder ud af sammen, hvad der passer bedst til din familie. Hvis du er tvivl, hjælper jeg dig gerne i den afklarende samtale.
Men det gode ved, at dine børn er med, er, at så er dit barn med på, at I forældre vil prøve nogle nye ting af og gøre tingene anderledes. Det kan også være rart for dit barn at få lov til at fortælle sin version af, hvad der er svært og også, hvad der er godt i jeres familie. For det er rart at blive hørt. Både for børn og voksne.
Jeg tager som udgangspunkt hjem til din familie første gang, fordi min erfaring er, at det giver god mening, hvis dit barn er med første gang. Når jeg sidder overfor hele din familie, kan jeg få et bedre indtryk af, hvordan I er sammen, og hvilke dynamikker I har i din familie. Nogle gange kan sådan noget være svært at få øje på selv. Fordi vi som forældre kan have svært ved at få øje på, hvad vi selv gør. Og jeg kan bedre hjælpe din familie, når jeg er sammen med jer. Fordi så kan jeg bedre få øje på, hvad der sker mellem jer. Og bare rolig. Jeg er ikke ude på at gøre nogen forkerte. For jeg ved, at både forældre og børn gør det så godt, de kan.
Børn fornemmer så mange ting, der aldrig bliver sagt højt. Derfor kan vi ligeså godt inddrage dem. Også i de svære snakke
Måske tænker du, at det, vi skal snakke om i en familierådgivning, ikke er noget, vi skal snakke højt om foran vores børn. Fordi børn ikke skal udsættes for negativ voksensnak. Og jeg er helt enig i, at der er nogle ting, som børn ikke skal blandes ind i. Men nogen gange er det også misforstået at skåne vores børn. For børn kan fornemme meget mere, end de fleste tror.
Prøv selv et øjeblik at tænke tilbage på dit barndomshjem. Kan du huske, hvordan stemningen var, når du kom hjem fra skole? Og kan du huske nogle af de ting, som lå i luften, men som der aldrig blev sat ord på? Og som du godt vidste alligevel? (Måske skændtes dine forældre og ville ikke fortælle dig det, men du var helt klar over det?). Pointen er, at da du var barn, vidste du måske en hel del mere, end dine forældre var klar over, at du vidste.
Fordi dit barn nok allerede har en god fornemmelse af, hvad der er galt derhjemme (også selvom ingen har sat ord på), er det godt at få talt om, hvad der foregår i familien. Ofte oplever jeg, at det er en lettelse for et barn endelig at få sat nogle ord på det, de godt kan fornemme, der sker i familien.
Efter første session mødes jeg som regel med forældrene alene. Fordi forældrene har ansvaret i familien. Og når der først er sat ord på, hvad der sker i familien, så er det forældrenes ansvar at lave forandringen. Børn har godt af at vide, at der skal ske forandringer i familien. Men de har ikke ansvaret. Når jeg mødes med dig (og eventuelt din partner) kan vi også bedre snakke frit om, hvad der sker i dit hoved, når konflikterne kører op, og du kommer op i det røde felt:
- Hvad bliver du trigget af hos dit barn?
- Hvad du kan gøre anderledes i situationen?
- Hvordan bliver du klogere på dig selv?
Som familierådgiver holder jeg med hele familien
Hvad der sker i selve familierådgivningen er forskelligt. Her vil jeg fortælle dig lidt om, hvordan jeg gør det. Første gang vi mødes starter med, at jeg fortæller om, hvem jeg er, og hvad der skal ske. Så tager vi en runde, hvor alle hver især siger, hvad de synes er en udfordring i familien.
Når jeg har en familierådgivning kan det være en overraskelse for forældrene, hvor meget deres børn egentlig ved om, hvad der sker i familien, og hvor klart de ser (fordi vores børn fornemmer os så godt - de har koblet sig på vores nervesystem, siden de blev født).
Som familierådgiver er det min fornemste opgave, at alle bliver hørt. Hver gang nogen har sagt noget, spejler jeg det, så jeg er sikker på, at jeg får det hele med. Der er ikke nogen, der bliver dømt rigtig eller forkert. Alle versioner er vigtige at få med.
Det at få lov til at sige, hvordan man ser en udfordring, er i sig selv noget, der kan løsne op for ting. Når det er små børn, der er med, siger de slet ikke så meget. For de er for små til, at jeg egentlig får noget ud af dem. Der bruger jeg mit møde med børnene til at få et indtryk af dem, og jeg ser på, hvordan I forældre er sammen med jeres børn. Fordi det kan være en god genvej for mig til at få øje på, hvorfor ting går skævt i familien. Det er nemlig tit noget andet, man gør i praksis, end det man selv vil formulere, at man gør.
Min erfaring er, at der altid er en god grund til, at hver enkelt gør, som de gør. For vi gør hele tiden det bedste, vi kan. Alle sammen.
Når vi åbner op for, at hver enkelt fortæller deres version, bevæger vi os også væk fra rigtig og forkert. Og det kan i mange tilfælde være nøglen til at låse op for en ellers fastlåst situation. Sammen undersøger vi det, der er svært i familien. Tit vil udgangspunktet være, at der er noget, der er svært med dit barn. Vi undersøger også, hvad der ligger under det. Når jeg skal se på, hvorfor et barn gør, som det gør, giver det ikke mening kun at kigge på barnet. Jeg ser på familien som en helhed. Nogle gange kan det også give mening at se på, om der er noget i skolen eller børnehaven, som gør, at dit barn har det svært.
Når vi har taget en runde, finder vi ud af, hvad vi skal tale om i dag; hvilken udfordring der er mest presserende. Derefter får vi alles syn på den udfordring, I har. Så vi ved, hvad kernen af problemet er.
Jeg kan oversætte, hvad der sker i dit barn. Jeg ved, hvilken udvikling dit barns hjerne gennemgår, hvad det kan betyde, og hvad dit barn har brug for. Hvis I har brug for det, giver jeg også jer forældre nogle konkrete ting, I kan sige og gøre anderledes, næste gang I står i en konflikt med jeres barn.
I den allerførste opstartssession vil du som regel ikke have nogle helt konkrete ting, du kan gøre anderledes. Opstartssessionen handler mest om, at jeg møder jer og sporer mig ind på, hvad der er udfordringen i jeres familie. Men i anden session vil du få nogle helt konkrete ting, du kan gøre anderledes. Så du kan afprøve det nye og finde ud af, hvad der virker. Når du kommer tilbage næste gang, taler vi om, hvordan det er gået med de nye ting, I skulle prøve af - og også, hvis der er noget, der ikke har virket. Og så justerer vi, for at du får de særlige nye måder at sige og gøre tingene på, der passer præcist til din familie.
Har du brug for hjælp, er du mere end velkommen til at booke en afklarende samtale. Du booker en tid i min kalender, og så ringer jeg dig op. Du skal ikke gøre andet end at sidde klar ved telefonen. Du kan booke din samtale her.
Hvad er forskellen på familierådgivning og familieterapi?
Familieterapi ligner på mange måder familierådgivning. I familieterapi tager vi også udgangspunkt i de udfordringer, I gerne vil arbejde med i familien.
Det kan være, at du kan genkende nogle af de her ting:
- Mit barn har det svært socialt i skolen, og når han kommer hjem råber han af mig og kalder mig grimme ting.
- Mit barn griner mig lige op i hovedet, og det får mig til at blive rasende og magtesløs. Hvordan kommer vi videre?
I familierådgivning vil du typisk få redskaber, som kan ændre situationen her og nu. De konkrete redskaber ændrer dog ikke nødvendigvis på, hvad der i det hele taget gjorde at situationen opstod.
Når noget sker her og nu, kan det være vigtigt at trække tråde til tidligere. Jeg talte med en familie, hvor faren kom helt op i det røde felt over, når hans dreng græd, hvis der ikke var nogen grund til det. Da vi kiggede nærmere på det, viste det sig, at han selv havde haft en far, som ikke kunne tolerere, når man græd over ingenting. Så det gav pludselig meget mening, at han slet ikke kunne rumme sin dreng, når han græd over noget, der ikke “var noget slemt”.
Jeg går ikke så højt op i, om vi kalder det familieterapi eller familierådgivning. Mit fokus er at stille skarpt på det, der er vigtigt for dig og for din familie. For at I kan komme videre. Så du kan komme tæt på dit barn igen. Og så du kan få det liv med din familie, som du drømmer om. Du kan læse mere i mit blogindlæg “Hvad er familieterapi?” her.
Kunne familierådgivning være lige det, din familie mangler?
Jeg håber, at det her blogindlæg har gjort dig klogere på familierådgivning, og om det er noget for din familie. Har du brug for hjælp til at finde tilbage til dit barn? Så læs mere om mine skræddersyede forløb med familierådgivning her.
Hvis der er noget i dit familieliv, du gerne vil have hjælp til, kan du booke en afklarende samtale med mig. Så vi stille og roligt sammen kan få en snak om, hvad din familie har brug for. Samtalen er helt uforpligtende og gratis. Du kan booke din samtale lige her.